77-årig bilist nedlagde knallert

En 77-årig kvindelig bilist nedlagde i aftes en knallertkører på Nørrevænget ved indkørslen til Center Nord.

Både bil og knallert kom lidt før klokken 19 kørende i sydvestlig retning. Ved indkørslen skulle kvinden dreje til højre, ind over cykelstien.

Her overså hun den 15-årige knallertkører, der kørte på stien. Hun ramte knallerten og væltede den.

Den 15-årige dreng beklagede sig bagefter over smerter fra knæ, hofte og lår, og han blev derfor kørt til skadestuen i Herning.

Politiet har talt med den 15-årige siden, og han er ikke kommet alvorligt til skade.

Den 77-årige kvinde fra Silkeborg er nu sigtet for overtrædelse af sin vigepligt.