Foto: Silkeborg Judoklub

Judoklub holder åbent hus i nye lokaler

I morgen fejres 'judoens dag' verden over af 20 millioner judo-udøvere. Silkeborg Judoklub deltager med åbent hus i nye lokaler.

Klubben flyttede for nylig til lokaler på Nørreskov Bakke efter 25 år i den gamle træningssal på Frichsvej.

- Det betyder, at  det bliver lettere for vores medlemmer at komme til træning, og vi bliver mere synlige. De nye lokaler er lige taget i brug, og det hele er så nyt, at de ikke er officielt indviet endnu, siger klubbens formand, Søren Vestergaard.

Han håber derfor, at mange har lyst til at benytte judoens dag til at stifte bekendtskab med sporten, klubben og de nye lokaler.

Silkeborg Judo Klub er en af landets ældste judoklubber og har gennem tiden markeret sig mange gange på højt plan. Trænerne tæller flere tidligere danske og nordiske mestre.

En af dem er Tommy Mortensen, der er et af landets højest graduerede judo-kæmper og tidligere OL-deltager. Han vil på Judoens Dag fortælle om judo og kampsportens spændende historie. Der vil også være en opvisning af judo.

Judo er en kampsport, der oprindeligt stammer fra Japan, men som nu er blandt de mest dyrkede idrætsgrene på verdensplan. Judo, der direkte betyder ”den milde vej” handler om at bruge modstanderens styrke imod ham selv. I judo er slag og spark ikke tilladt, det handler i stedet om at kaste sin modstander eller på forskellige måder at fastholde ham.

Det kan ind imellem se voldsomt ud, men en vigtig del af sporten handler også om forskellige faldeteknikker, så man netop ikke kommer til skade.

Silkeborg Judoklub holder åbent hus i morgen kl. 18-20 på Nørreskov Bakke 14B.