Foto: Lone Breumlund

Hvem smed en opvaskemaskine i skoven?

En ukendt gerningsmand har brugt en holdeplads i skoven i det naturskønne område ved Horsbjergvej mellem Gjessø og Virklund som losseplads.

Vedkommende har dumpet en gammel, brugt opvaskemaskine på jorden, og er kørt væk igen.

Billedet af opvaskemaskinen er indsendt af en lytter på Din Radio 8600, der dybt rystet bemærkede skovsvineriet på vej til arbejde i torsdag morgen.

På radioens Facebook-side er der kommet flere reaktioner fra lytterne, og ord som ’svineri’ er ret gennemgående.

En lytter, Michelle Byskov, skriver også, at der langs Dybdalen ved Resenbro også ligger ufatteligt meget skrald.

- Der ligger alt fra gamle øldåser til papir fra McDonald’s... ikke fedt når man går med sin hund og den så er ved at træde i en smadret øldåse, skriver Michelle.

Bøden for henkastning af affald er typisk 1.000 kroner, men i særlige tilfælde – og det er henkastning af en opvaskemaskine formentlig – ligger bøden typisk på mellem 3.000 og 5.000 kroner.

Har du oplysninger om hvem, der har smidt opvaskemaskinen i skovkanten, så ring og fortæl politiet om det på 114.