Foto: www.politi.dk

26-årig kvinde voldtaget på Ansvej

En 26-årig kvinde blev i aftes trukket væk fra sin cykel og voldtaget i et buskads ved Langsøen på Ansvej. En 44-årig forbipasserende kvinde anmeldte voldtægten.

Den 44-årige kom kl 18.44 gående ad Ansvej, da hun opdagede en cykel og en taske, der lå på cykelstien.

Kvinden blev stående ved cyklen, da hun kort efter så den 26-årige kvinde og en mand komme op fra græsarealet ved søen.

Manden gik derfra, mens kvinden blev, og så fandt den 44-årige ud af, hvad der var sket.

Politiet blev tilkaldt, og da de kom frem, fandt de en mand i nærheden, ham fik de for en sikkerheds skyld navn og adresse på. Det var en 24-årig mand fra Silkeborg.

Da betjentene fik forklaringen fra den 26-årige voldtagne kvinde, fandt de ud af, at den 24-årige var deres hovedmistænkte.

Politiet kunne derefter rykke til hans adresse og anholde ham. Han er nu sigtet for fuldbyrdet voldtægt, og politiet er ved at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør i dag med henblik på fængsling.