Ny bog fortæller om Silkeborg fra 1970

I går blev en ny bog om Silkeborg præsenteret på Rådhuset. Bogen fortæller om skabelsen af Silkeborg kommune, som vi kender den i dag.

"Vor kommune Silkeborg" er skrevet af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, der har arbejdet fem år på bogen.

Keld Dalsgaard har interviewet flere end 70 personer til bogen, der fokuserer på tiden fra 1970 og op til i dag, hvor Silkeborg, Them, Gjern og Kjellerup kommuner er én.

Bogen byder på en lang række små anekdoter, historier og flotte billeder fra de fire kommuners fortid og nutid sammen.

Alle nuværende og tidligere byrådsmedlemmer i de fire kommuner blev i går tilbudt et eksemplar af bogen, der nu kommer til salg hos de lokale boghandlere.