Juledekorationer som denne kan være en tikkende brandfarebombe. Beredsskabsstyrelsen har fem gode råd til at undgå brand i de små julehjem.

Højsæson for “happy fire”-ildebrande

Der er grund til at være varsom med de levende lys i juledekorationen, for december er højsæson for andet end julehygge i stearinlysets skær. Netop den øgede brug af levende lys giver desværre en markant stigning af brandepisoder i de danske hjem.

Brandvæsenet slukkede i gennemsnit 557 decemberbrande i private hjem i perioden 2011-2015. Det svarer til 145 flere brande end i en almindelig gennemsnitsmåned.

Tallene gælder selvsagt kun de tilfælde, hvor brandvæsnet har været involveret. Skjult i den statistik er de episoder, hvor beboerne i hjemmene selv har slukket en mindre brand. Disse ildebrande kaldes "happy fires".

En undersøgelse fra Epinion i 2015 viste, at op mod 60.000 danskere har oplevet mindre ildebrande i deres eget hjem.

Medregner man "happy fires", opstår der på landsplan op mod 6.800 brande i december.

Hos Beredskabsstyrelsen opfordrer man til øget opmærksomhed for at undgå, at julehyggen går op i røg.

- Det er vigtigt, at både børn og voksne kender til de klassiske brandfarer, er opmærksomme i hjemmet og følger vores fem råd for bedre brandsikkerhed for at undgå, at julen ødelægges af en brand i hjemmet, siger Mads Dalgaard, kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsen.

De fem råd er som følger:

  • Gå aldrig fra tændte, levende lys
  • Den, der tænder lyset, står også for at puste det ud igen
  • Hav altid vand i nærheden, hvis akut brandslukning bliver nødvendig
  • Bliv i køkkenet, når du laver julemad på komfuret
  • Stil aldrig brændbare ting fra dig på komfuret