Foto: Rigspolitiet

85-årig udsat for frækt tricktyveri

En 85-årig kvinde blev lørdag ved middagstid udsat for et veltilrettelagt og frækt tricktyveri i Bios Gård i Nygade.

Kvinden, som går med rollator, blev kontaktet af to personer, der tilbød at hjælpe hende. Derudover var de så »venlige« at forære hende en buket blomster.

Venligheden var dog til at overse, for senere fandt den 85-årige kvinde ud af, at de havde udnyttet situationen til at stjæle hendes dankort. De to personer havde angiveligt forfulgt kvinden og havde afluret hendes dankort-kode.

- Der er blevet hævet 10.000 kroner på kvindens dankort. Blandt andet er der hævet i Danske Banks pengeautomat i Vestergade i Silkeborg, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Politiet advarer folk - og særligt ældre - om at være meget påpasselige med deres dankort-koder og samtidig opbevare kortene så sikkert som overhovedet muligt.