BSV måtte svede for sejren

HÅNDBOLD Det holdt hårdt, men i sidste ende kunne Bjerringbro-Silkeborg og de 1675 tilskuere i Jysk Arena juble over en vigtig sejr mod herreligaens nummer fire, Ribe-Esbjerg.

BSV'erne vandt 24-22 efter en intens kamp, der først blev afgjort 12 sekunder før tid, da fløjspilleren Kristian Klitgaard scorede til slutresultatet på et straffekast.

Ved pausen så det ellers ud til, at hjemmeholdet havde helt styr på begivenhederne. Stillingen var 14-9 efter en kontrolleret første halvleg, hvor Sebastian Frandsen tog godt fra i målet.

I anden halvleg gik værterne dog helt i stå, og lige så stille åd Ribe-Esbjerg sig ind. 11 minutter før tid udlignede Lukas Karlsson til 20-20, og så var der lagt op til en dramatisk afslutning.

Sådan blev det også, men med vigtige og småheldige scoringer af Nikolaj Markussen var det BSV, der i slutfasen fik skabt det lille, afgørende hul.