Nu lukker Vejdirektoratet info-center

Anlægsarbejdet er overstået, og bilerne ruller på Silkeborgmotorvejen. Dermed har informationscenteret på Nørreskov Bakke om det store anlægsprojekt i Silkeborg udtjent sin rolle. En markant succes lakker derfor mod enden.

Faktisk blev centret i Silkeborg så stor en succes, at Vejdirektoratet siden besluttede sig for at etablere lignende centre ved byggerierne af Holstebromotorvejen og Fjordforbindelsen ved Roskilde. Også ved Storstrømsprojektet er der planer om at etablere et informationscenter med inspiration fra Silkeborg.

En hjørnesten
Igennem de tre år, som centeret har eksisteret, har mindst 15.000 gæster, deraf hundredvis af skoleelever, besøgt centeret, viser Vejdirektoratets optælling.

Og projektleder for Silkeborgmotorvejen, Mike Boesen, tøver da heller ikke med at kalde centerets succes »en hjørnesten i Vejdirektoratets åbne kommunikationsstrategi om motorvejen«

- Alle ved, at mange var imod placeringen af Silkeborgmotorvejen i begyndelsen. Derfor så vi fra Vejdirektoratets side et behov for at gøre en ekstra indsats i at komme borgerne i Silkeborg i møde, siger Mike Boesen.