Foto: Rigspolitiet

Rasende mand slog mod betjent

En politimand blev mandag overfaldet med slag og spark af en 45-årig beruset mand, som var utilfreds med politiets hjælp.

Sagen begyndte klokken 15.11 med en anmeldelse om noget uro på en adresse på Silkeborgvej i Them. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de to berusede samboende var godt oppe at toppes. Det blev besluttet at køre den 45-årige mand til Blå Kors-varmestuen i Herning, hvor han kunne dampe lidt af. Men da politipatruljen med den fulde mand ankom til Herning, ville manden nu køres et andet sted hen, oplyser politiet i Silkeborg.

Kl. var blevet 17.50, og politifolkene afviste kravet. Hvis han ikke ville benytte varmestuen, stod det ham frit for at tage et andet sted hen.

Men uden yderligere kørsel fra politiets side.

Det blev manden sur over:

- Han slog ud efter en af politimændene og ramte ham på siden af kroppen. Han gav ham også et cirkelspark på kroppen. Herefter overmandede patruljen manden og anholdt ham, oplyser politiassistent Morten Kjær Andersen. Den 45-årige blev kørt på politistationen, hvor han blev afhørt og anbragt i detentionen, indtil han i aftes blev løsladt klokken 22.

Godt tre timer senere var den gal igen. Klokken 00.19 ringede mandens samboende igen til politiet:

- Manden var ved at rasere hele hjemmet, så en patrulje kørte igen til adressen i Them, hvor manden igen blev anholdt og kørt til detentionen i Holstebro, fortæller Morten Kjær Andersen. Den 45-årige mand er nu sigtet for vold mod betjenten.