Foto: Jakob Stigsen Andersen

Stop Madspild får hjælp fra Bilernes Hus

Lige siden den beskedne begyndelse i maj har det lokale erhvervsliv på forskellige måder støttet foreningen Stop Madspild Silkeborg, og nu får foreningen også en bil. Det er Bilernes Hus, der på denne måde vil støtte det almennyttige og sociale initiativ.

Foreningens stifter og formand, Anette Svarre, er overvældet.

- Vi har fået rigtig god vind i sejlene og mødt masser af velvilje fra det lokale erhvervsliv, siger hun, og vi kan næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Den nye bil gør det lettere at hente mad, for vi bliver fri for at køre flere gange i små privatbiler. fortæller hun i en pressemeddelelse.

Madspild Silkeborg henter kasserede varer hos dagligvarebutikker og sælger dem til socialt udsatte for mellem en og tre kroner. Dermed vil foreningen være med til at mindske danskernes store madspild, og hjælpe mennesker, der hænger fast i en økonomisk situation, hvor der dårligt nok er råd til at købe ordentlig mad til sig selv.

Flere købmænd

I de seneste måneder er stadigt flere købmænd og supermarkeder kommet med i kredsen af leverandører, og Stop Madspild Silkeborg vil efter nytår øge aktiviteterne.
- Lige nu deler vi mad ud to gange om ugen, men efter nytår udvider vi til tre mødesteder: en på Arendalsvej, en i Nørrevænget og en i midtbyen. Vi kan se, at behovet i høj grad er der, så vi er glade for at komme videre omkring, siger Anette Svarre.

Overrækkelsen af den nye bil finder sted hos Bilernes Hus på torsdag den 15. december klokken 14.