Undersøgelse af ny motorvej vest for Silkeborg i gang

Regeringen (V, LA, K) følger nu op på sit regeringsgrundlag og har sammen med S, DF og RV besluttet at igangsætte en forundersøgelse på strækningen fra Hobro over Viborg til Give og en VVM-undersøgelse på strækningen Give-Billund-Haderslev.

Motorvejen fra Hobro over Viborg vil komme til at gå stik nord over Pårup og øst for Viborg til Hobro.

-En ny midtjysk motorvej vil få stor betydning for vækst og arbejdspladser i hele Jylland. Det er der slet ingen tvivl om. Det er godt projekt, der vil kunne skabe ny mobilitet i den jyske transportkorridor, og som vil kunne bidrage til at aflaste E45, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

-Derfor er det en stor glæde for mig, at vi med en VVM- og forundersøgelse nu endelig tager hul på arbejdet med den konkrete planlægning og dermed kommer et skridt nærmere at gøre en ny motorvej fra Sønderjylland og hele vejen op gennem Midtjylland til virkelighed.