Efterlysning af formodede dankorttyve

En 83-årig kvinde blev den 29. november ved 17-tiden udsat for et frækt dankort-tyveri ved kassen hos Meny på Christian d. 8’s Vej i Silkeborg.

Mens kvinden stod og skulle betale ved kassen, fik hun afluret sin pinkode og efterfølgende fandt hun ud af, at kortet var stjålet.

På overvågningsbilleder kan man se en mand og en kvinde, der under deres færden rundt i butikken befinder sig tæt på den 83-årige kvinde.

Og de står også tæt ved hende i kassekøen, hvor de står umiddelbart lige bag hende under købet af varer.

Den 83-årige kvinde er formentlig blevet kontaktet af kvinden udenfor Meny.

Efterfølgende er der blevet hævet tre gange på hendes kort, og manden kan senere ses på overvågningsbilleder fra hæveautomaten hos en af Jyske Banks afdelinger i Silkeborg.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder af de to formodede gerningsmænd i håb om, at nogen kan genkende dem.
Oplysninger rettes til politiet på 114.