Hospitalet i Silkeborg det bedste blandt de mindste

For fjerde år i træk er Regionshospitalet i Silkeborg blevet kåret som »Danmarks bedste mindre hospital«.

Det er fagbladet Dagens Medicin, som foretager kåringen, hvor Silkeborg altså igen scorede førstepladsen i konkurrence med landets øvrige 10 mindre hospitaler.

Fagbladet har vurderet på i alt 11 behandlinger og undersøgelser - og på ikke færre end tre områder kan det lokale hospital kalde sig »danmarksmester« i forhold til alle landets hospitaler. De tre behandlingsområder, hvor det lokale hospital er Danmarks bedste, er inden for behandlingen af hjertesvigt, lindrende palliativ behandling og rygsøjlegigt - i den sidste kategori blev en delt førsteplads.

I vurderingen kan man også se, at Silkeborg igen scorer meget højt på patienttilfredshed. Her er givet 99 point ud af 100 mulige. Ellers hedder scoren 95,1 point for behandlingskvalitet og 93 point for omdømme. I alt scorer Regionshospitalet Silkeborg 95,3 point. På andenpladsen kommer Glostrup Hospital med 92,4 point og Gentofte Hospital med 90,5 point.

Det er i øvrigt 10. gang, at Dagens Medicin kårer Danmarks Bedste Hospital i tre kategorier: Store hospitaler, mellemstore hospitaler og mindre hospitaler.