Nye affaldsspande skal sikre mod brande ved skoler

Søren Nielsen 

Et særligt system sikrer at ilden kvæles når låget falder ned

SILKEBORG Silkeborg Kommune er i gang med at skifte alle affaldsbeholdere ved skoler og nærliggende institutioner.

Målet er at sikre, at elever og ansatte ikke pludselig står med en nedbrændt skole.

Ved at skifte alle affaldsbeholdere lever Silkeborg Kommune op til alle brandtekniske krav, oplyser Henriette Bang Jensen fra kommunen.

Det specielle ved de nye affaldsbeholdere er, at der er indbygget en brandsikring i låget, som betyder, at eventulle flammer får en sikringssplit til at smelte. Det vil få låget til at falde ned gennem beholderen og kvæle ilden. En ny split koster cirka fire kroner, og affaldsbeholderen kan bruges igen – så også på det plan er det en besparelse.

I første omgang er det de normale affaldsbeholdere, der bliver udskiftet. Det drejer sig om 500 stk.

Indenfor kort tid forventes det, at de større affaldscontainere bliver udskiftet. Der er omkring 270 containere.