Midtjyllands Avis har flere gange skrevet om den sag

Frikirkenet: Forfærdet over misbrug og krænkelser

Susanne Niskanen 

Frikirker indfører selv krav om ekstern supervision efter sag fra Silkeborg

SILKEBORG - Vi er ligesom alle andre forfærderede over omfanget af de krænkelser, som børn og unge har været udsat for i Silkeborg.

Sådan lyder den umiddelbare melding fra Tonny Jacobsen, formand for Frikirkenet, der er en paraplyorganisation med over 200 frikirker.

Han har set de to dokumentarudsendelser »I Sektens Kløer« på DR2 om de unge, der i flere år blev krænket og udsat for seksuelt misbrug i en frikirke i Silkeborg.

Siden Frikirkenet for flere år siden fik kendskab til, hvad der foregik i frikirken, har netværket taget en række initiativer for at forhindre, at noget lignende kan ske igen. Men i første omgang handlede det om »akut-udrykning« for at stoppe den pågældende præst.

Blev smidt ud
Allerede i 2012 blev den tidligere frikirke ekskluderet fra Frikirkenet. Siden fulgte en udelukkelse fra Pinsekirkerne i Danmark.

- På det tidspunkt havde vi kun hørt om præstens tvivlsomme, økonomiske dispostioner, grænseoverskridende lege og fester med alkohol for unge under 18 år, fortæller Tonny Jacobsen.

Senere begyndte nogle af de unges beretninger om seksuelle overgreb og præstens sekteriske opførsel at dukke op.

Det fik Pinsekirkerne i Danmark, som er med i Frikirkenet, til at kontakte det amerikanske pinsekirkesamfund i Florida, hvor præsten fra Silkeborg havde startet en ny menighed i Orlando.

Floridas største pinsekirkesamfund, »Assemblies of God«, blev derefter advaret om præsten.

- Vi anbefalede på det kraftigste, at præsten ikke blev optaget i kirkefællesskabet og fik en ny platform, hvor han kunne komme i kontakt med unge mennesker, fortæller Tonny Jacobsen.

Advarslen fra Danmark blev taget alvorligt.

Præsten fra Silkeborg blev derfor aldrig optaget i »Assemblies of God«. Men alligevel havde han i privat-regi oprettet en kirke og tilsyneladende fortsat sin sekteriske adfærd. Og han er nu under nye anklager for at have krænket flere børn og unge i Florida og sidder for øjeblikket fængslet i USA og venter på at komme for retten.

Har forsøgt at lære
Siden har Frikirkenet forsøgt at lære af det, som skete i Silkeborg. Blandt andet har man haft kontakt til Børns Vilkår og Red Barnet for at bede om hjælp.

- Vi har blandt andet indført det krav, at alle kirker i Frikirkenet skal kunne dokumentere, at der er mulighed for ekstern rådgivning og hjælp fra én uden for kirkesamfundet, hvis man får mistanke om, at der foregår noget mistænkeligt, siger Tonny Jacobsen.

- Den eksterne supervisor har så pligt og ret til at komme på besøg og stille kritiske spørgsmål og undersøge sagen.

- I Silkeborg vil det kunne have fanget nogle af de ting, der foregik, før det udviklede sig fatalt, mener Tonny Jacobsen.