Foto: Peter Erfurt

Omfattende sodskader efter brand hos Silkeborg Landhandel

Søren Nielsen 

Onsdag eftermiddag opstod der brand hos Silkeborg Landhandel. Der var gået ild i noget halm i en indendørs udstilling

SILKEBORG Der opstod onsdag eftermiddag ved 15.45-tiden brand hos Silkeborg Landhandel på Ebstrupvej ved Nisset nord for Silkeborg.

Indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning, Allan Riisberg, oplyser, at branden opstod i en udstilling inde i den bagerste del af butikken.

Udstillingen bestod blandt andet af noget halm, og det var især her, at ilden havde fået fast.

Ifølge brandvæsnets indsatsleder var indehaveren af landhandlen til stede, da branden opstod. Men han stod uden for butikken og talte med en kunde.

Pludselig opdagede de, at lyset gik ud i forretningen, og da de kom ind, kunne de se, at ilden havde godt fat i halmen og andre materialer i udstillingen.

Derfor kunne de kun sørge for at lukke døre og vinduer og straks alarmere brandvæsnet.

- Det var ikke en stor brand, men røg og sodudviklingen var omfattende. Vi var også nødt til at sende røgdykkere ind, for at skabe os et overblik. Store dele af forretningen er beskadiget af røgen, og der venter en stor rengøring. Der er nu et skadeservicefirma på sagen, og sammen med ejeren skal de vurdere, hvad der skal ske med de varer, som lå tilbage i røg og sod, forklarer Allan Riisberg.