Levehuse er i øjeblikket i gang med et byggeprojekt i Balle. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Byggefirma lander godt million-resultat

Katrine Friis Pedersen 

Levehuse A/S fordoblede indtjeningen i regnskabsåret 15/16 med 42 solgte huse

SILKEBORG Silkeborgfirmaet Levehuse A/S med beliggenhed på Smedebakken sælger typehuse.

Så mange huse, at selskabets regnskabsår i 15/16 ser bedre ud end det tidligere regnskabsår.

Det blev til 42 solgte typehuse med et årsresultat på 6,6 millioner kroner før skat.

Med det salg oplevede selskabet en fordobling af indtjeningen i forhold til regnskabsåret for 14/15.

- Det har været et fantastisk godt år, der også har været bedre end det forventede. Vi havde en fordobling af indtjeningen i det foregående år, så der var meget at leve op til. Det lykkedes vi med, og det er vi selvfølgelig glade for, siger direktør Lars Pontoppidan til Building Supply.

Lars Pontoppidan udelukker ikke, at en lignende udvikling viser sig for næste regnskabsår.

Åbningen af det sidste motorvejsstykke på Silkeborgmotorvejen i september øgede interessen for nybyggerhuse i Silkeborg, og typehusfirmaet har allerede mange bestillinger.

- Næste års regnskab bliver stort set lig med det her regnskab - måske med en lille pil op på både omsætning og indtjening, siger Lars Pontoppidan til Building Supply.