Der kan både tankes benzin

Hårup har fået tankstation

Jakob Munk Schmidt 

I begyndelsen af næste måned holder OK festlig åbning på Borgdalsvej

HÅRUP Den nye tankstation på Borgdalsvej 1 er nu åben, og den er både med elladestander for elbiler og miljøvenlig vaskehal. Benzin og diesel er selvfølgelig også på programmet.

Elladestanderen er har en effekt på maksimum 22 KW.

- Det er OK’s anden el-ladestander. Den første blev opført i juni på Danmarks første multifuel-station i Brabrand ved Aarhus, fortæller Tom Nyberg Rasmussen, distriktschef hos OK.

Vaskehallen bærer det nordiske miljømærke Svanen - kundernes garanti for, at vaskehallen belaster miljøet mindst muligt.

Hallen fungerer som et biologisk rensningsanlæg, der renser og genbruger vandet, oplyser OK.

Samtidig bruger anlægget kun miljøvenlige vaskemidler, og det spildevand, der bliver til overs efter vasken, er langt renere end spildevandet fra traditionelle vaskehaller.

- Selvom vaskehallen er miljøvenlig, går vi ikke på kompromis med kvaliteten. Bilen bliver akkurat lige så ren som i en traditionel bilvask, og vaskehallens børster, som nærmest er bløde strimler, er ikke bare effektive, men også meget nænsomme mod bilens lak, siger Tom Nyberg Rasmussen.

Den officielle åbningsfest foregår i begyndelsen af næste måned fra torsdag 5. januar og ugen ud.

- Bilisterne kan se frem til ekstra billigt brændstof fra fredag klokken 13 til lørdag klokken 10, og bilen kan blive vasket for en krone torsdag til søndag, oplyser Tom Nyberg Rasmussen.

- Der sker mange ting til åbningen. Der deles 100 fodbolde ud lørdag, og søndag er der Othellolagkager på spil. Man kan også støtte Sejs/Svejbæk Idrætsforening, som sammen med en OK-medarbejder vil være på tanken og oprette benzinkort.