Det er den succesfulde kunstner

Hede Rytmer åbner festen allerede torsdag

Søren Nielsen 

Kunstneren Gulddreng skal være trækplaster til et yngre publikum torsdag aften

SILKEBORG Næste års store musikfest i Indelukket, Hede Rytmer, begynder allerede om torsdagen. Helt præcist bliver det Kristi Himmelfartsdag, som er torsdag den 25. maj.

Det fortæller Oliver Zähringer fra Silkeborg Musik og Kultur Events, der står bag Hede Rytmer.

- Det har igennem noget tid været et ønske, at vi gerne vil prøve at lave noget om torsdagen. Det prøver vi så nu med det, vi kalder »Club Hede Rytmer«, der er et arrangement, som har en målgruppe på 18-30 år eller andre, som godt kan lide den slags musik, forklarer Oliver Zähringer.

Det store trækplaster torsdag bliver kunstneren Gulddreng, der lige nu er noget af det hotteste på den danske musikscene.

Han vandt eksempelvis »Årets publikumspris« ved Danish Music Awards 2016, og lige nu kan man ofte høre hans julesang, Guld Jul, i radioen.

Desuden kommer der tre andre dj’s i løbet af aftenen. To af dem ligger allerede fast. Det er Too many left hands samt »Faustix«. Det tredje navn afsløres først senere.

Oliver Zähringer håber, at konceptet vil ramme de unge fra nær og fjern. Han vil blandt andet efter ferien i dialog med lokale uddannelsesinstitutioner, som tilsammen får tilbudt 1000 billetter til studievenlige priser.

Derudover bliver der fredag den 13. januar sat yderligere 1.500 billetter til salg. Også til en pris, som de fleste unge vil kunne få råd til, oplyser Oliver Zähringer.

Alle personer, som allerede har købt eller vil partout-billetter, har naturligvis også adgang til torsdag, oplyser Zähringer.