Urd var nådig ved Silkeborg

Bjarne Gregersen 

Væltede træer og skilte i Silkeborg-området

SILKEBORG Silkeborg-området ser ud til at være sluppet forholdsvis nådigt fra stormen Urds rasen.

Sådan lyder den foreløbige melding fra den vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.

De meldinger, politiet hidtil har modtaget, går på, at der enkelte steder er væltet træer ind over kørebanen, hvorefter de er blevet fjernet.

Det tilrådes dog fortsat, at man kører forsigtigt, da resterne af stormen Urd fortsat kan føre til væltede træer, lige som der kan være løse grene eller anden bortblæste genstande på vejene.

Derudover er også en række skilte blæst omkuld i Silkeborg-området.

Meldingen fra Silkeborg Brand og Redning lyder på, at man siden mandag aften har været afsted for at rydde op efter diverse væltede træer ved blandt andet Gjessø og mellem Voel og Gjern, lige som man blandt andet ved Lysbrogade skulle rydde op på vejen, da der fra en byggeplads fløj blokke af flamingoplader rundt. Derudover væltede en indhegning også på Lysbrogade.

Det var mandag eftermiddag og aften, at Urd ramte Danmark. Hårdest gik det ud over Vestjylland, hvor man i løbet af aftenen og natten oplevede vindstød af orkanstyrke.

I det østjyske kunne der nogle steder opleves vindstød af stormstyrke.

Først her omkring klokken 04.00 tirsdag morgen stilnede stormen af i det østjyske, selvom der fortsat i løbet af morgenen og formiddagen kan opleves kraftige vindstød.

I hele landet har stormen ført til forhøjet vandstand.