Anna Sophie Okkels skifter til Silkeborg-Voel. Polfoto

Nytårskup i Voel: Henter dansk landsholdsspiller

Michael Helligsø 

Anna Sophie Okkels har skrevet under på en to-årig kontrakt med Silkeborg-Voel

HåNDBOLD Silkeborg-Voel får til sommer en markant forstærkning til truppen.

Den 26-årige landsholdsspiller Anna Sophie Okkels, der i december var med for Danmark til EM, har skrevet under på en to-årig kontrakt med dameligaklubben.

Hun ser frem til et nyt kapitel i karrieren efter mange sæsoner i SK Aarhus.

- Jeg kommer fra rimelig trygge rammer i Aarhus og har altid været glad for at være der. Men jeg kunne mærke, at jeg skulle gå nye veje for at udvikle mig. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige sted for mig. Silkeborg-Voel har både stor professionalisme og et virkelig godt setup. Samtidig har klubben den hyggelige følelse af, at det er hele byen, der bakker op, forklarer Anna Sophie Okkels.

Dermed følger hun i fodsporet af klubkammeraten Camilla Fangel, som tager samme tur til sommer.

Den høje bagspiller har længe været på ønskesedlen i Silkeborg-Voel.

- Vi har snakket sammen nogle måneder, så det var før, at vi vidste, at SK Aarhus ikke skulle eksistere ud over denne sæson. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at Silkeborg var det rigtige sted for mig, fortæller hun.

Voel-træner Jakob Andreasen er meget tilfreds med forstærkningen.

- For mig er det en drømmespiller. En spiller som hende har prøvet rigtig meget, så det er en fantastisk mulighed for os at trække hende til Silkeborg, siger han.