Politiet efterlyser mistænkt i voldtægtssag

Søren Nielsen 

Politiet fik i første omgang fængslet en uskyldig mand. Nu er jagten gået ind på den formodede gerningsmand bag en voldtægt af en kvinde ved Ansvej

SILKEBORG Politiet i Silkeborg har nu valgt at offentliggøre billeder af den mand, der kan have stået bag en voldtægt den 30. oktober ved Silkeborg Langsø på Ansvej.

Her blev en kvinde voldtaget mellem klokken 18.35 og 18.45. Ifølge kvindens forklaring udgav voldtægtsmanden sig for at være politimand. Herefter trak han kvinden med ned til et buskads ved Silkeborg Langsø, hvor han gennemførte en fuldbyrdet voldtægt af kvinden. Politiet fandt blandt andet et brugt kondom på stedet.

Efter voldtægten blev en 24-årig mand anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

- Vi har fundet ud af, at den 24-årige mand er uskyldig. De første vidneforklaringer førte os til ham, men han har ikke haft noget med voldtægten at gøre, konstaterer politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

I stedet har man i et stykke tid jagtet en anden mand, som kan have stået bag voldtægten.

- Yderligere vidneforklaringer betyder, at vi meget gerne vil tale med den mand, som vi nu efterlyser via et billede. Han er stået af bussen på Ansvej lige inden voldtægten fandt sted, siger Bent Riber Nielsen.

De offentliggjorte billeder af manden er fra overvågningskameraer i bybussen.

- Vi har ledt efter ham i et stykke tid og forsøgt at finde frem til ham i lokalområdet. Uden held. Det er også derfor, at vi nu vælger at efterlyse ham via et foto. Han kan i princippet også være udenbys fra, siger Bent Riber Nielsen.

Hvis man kender til manden, skal man henvende sig til politiet på telefon 114.