Emil Scheel er her fanget i en situation fra hjemmekampen mod Søndeerjyske

Scheel skifter til Sønderjyske

Michael Helligsø 

Midtbanespilleren Emil Scheel takker som ventet af efter fire sæsoner i SIF

FODBOLD I vinterens løb har Silkeborg IF haft held med at forlænge med flere profiler, men det er ikke alle stamspillere, der har sagt ja til klubbens udspil om en ny kontrakt.

Lørdag morgen blev det officielt, at den alsidige midtbanespiller Emil Scheel til sommer skifter til Sønderjyske. Han nåede dermed fire sæsoner i klubben, hvor han var med til flere op- og nedrykninger.

- Jeg har haft de hidtil bedste år af min karriere i SIF og været utrolig glad for at være her. Jeg har imidlertid også tænkt, at det er et godt tidspunkt at prøve noget nyt.

- Til sommer har jeg været i SIF i fire år, og som menneske har man brug for at få nye oplevelser og høste nye erfaringer. Jeg har det rigtig godt i SIF, og jeg vil sætte et pænt punktum her, siger Emil Scheel.

Tidligere på ugen kom det frem, at han var tæt på at være enig med Sønderjyske om et skifte, og ifølge Emil Scheel selv har sønderjyderne længe vist interesse for ham. Det er dog først efter nytår, at det for Sønderjyske har været tilladt at komme med et konkret tilbud. Og det valgte han så frem for SIF’s udspil.

- I erhvervslivet er det en uskreven regel, at det er sundt at skifte job hvert femte år. Jeg føler at det rigtige tidspunkt for mig er til sommer, og det er baggrunden for min beslutning. Det ændrer ikke på, at jeg sætter stor pris på SIF, og som sagt har jeg haft den hidtil bedste tid i min karriere her, siger Emil Scheel.

Han startede oprindeligt i HIK og Lyngby, inden han skiftede til AGF og senere SIF, hvor han er noteret for 116 kampe og 27 mål.