Sådan ser 12.436 solfangerplader ud fra oven. Det samlede areal er således på 156.694 kvadratmeter. Der er en årlig beregnet produktion af 80.000 mwh. Anlægget har en levetid på omtrent 25 år. Foto: Arcon-Sunmark

Nu strømmer varmen fra kæmpe solanlæg nord for Silkeborg

Søren Nielsen 

Efter syv måneder er opførelsen af det store solvarmeanlæg færdig. Det vil også varme i den enkelte borgers pengepung

SILKEBORG Nu er der åbnet op for landets største solvarmeanlæg, der ligger på Sejling Hede.

Det oplyser firmaet bag anlægget, Arcon-Sunmark, som har opsat et felt af solfangere på svimlende 156.694 kvadratmeter.

Anlægget er dermed klar til at levere varme til det nærliggende kraftvarmeværk, og det er forventningen, at solvarmen kan dække det årlige fjernvarmebehov for 4.400 husstande.

- En femtedel af Silkeborgs varmeforbrug bliver nu dækket af solvarme, og det er vi stolte over at have været med til at realisere sammen med Silkeborg Forsyning. Projektet er et bevis på, at en omlægning til vedvarende energi ikke behøver at være en tung og lang proces, men kan realiseres hurtigt og effektivt, siger Søren Elisiussen, adm. direktør i Arcon-Sunmark, i en pressemeddelelse.

Hurtig drift
Aftalen om opførelsen af verdens største solvarmeanlæg blev indgået af Silkeborg Forsyning og Arcon-Sunmark i februar 2016.

I maj begyndte selve arbejdet på Sejling Hede, og med udgangen af december er anlægget så sat i drift.

På trods af at solvarmeanlægget i Silkeborg er mere end dobbelt så stort som det hidtil største, der ligger i Vojens, er der langt fra tale om noget eksperiment.

Arcon-Sunmark har nemlig opført flere stor-skala solvarmeanlæg end nogen anden producent i verden, og det er også baggrunden for, at man har kunnet håndtere projektet og levere det færdig til idriftsættelse på syv måneder.

Der er også med tilfredshed, at Silkeborg Forsyning nu kan tage anlægget i brug.

- Silkeborg Kommune har en ambition om at nedbringe CO2-udslippet. Det er anlægget i høj grad med til. Men samtidig er anlægget også med til at stabilisere prisen på fjernvarme. Så på den måde kommer anlægget også direkte til at spille en positiv rolle for den enkeltes privatøkonomi, siger projektchef Mogens Lyhne fra Silkeborg Forsyning.

Prisen per megawatt time for fjernvarmekunder er i øjeblikket på 350 kr. plus moms.