Foto: Jakob Stigsen Andersen

Aqua har haft flere besøgende

Brian Holst 

Med en stigning i besøgstallet på 11 procent, har Aqua Akvarium & Dyrepark knækket kurven

SILKEBORG Efter i nogle år at have haft en nedgang i antallet af besøgende, har Aqua formået at få vendt skuden.

2016 bød nemlig på en stigning på 11 procent i antallet af besøgende i forhold til 2015, hvilket er den største fremgang blandt de fire akvarier, der er en del af Top Attraktioner.

- Vi er glade for, at vi har kunnet byde endnu flere gæster velkomne. Fremgangen viser, at vores nye tiltag har båret frugt, siger Aquas administrerende direktør, Knud Bundgaard.

2016 blev året, hvor Aqua lancerede en såkaldt masterplan, der de næste 10-15 år skal udvikle parken fra at være én af Midtjyllands største attraktioner til at være én af Danmarks største attraktioner. Blandt andet med luftballon, flodsafari og meget mere. Planen er, at der skal lanceres én stor nyhed hvert år. Også i 2017 vil der være et par nyheder i parken, hvoraf den første vil stå klar til vinterferien.

- Den nyhed holder vi lige for os selv lidt endnu, siger Knud Bundgaard.

Han fremhæver blandt andre akvariechef Maiken Langvold som en del af forklaringen på, at Aqua har haft fremgang.

- Med ansættelsen af Maiken i slutningen af 2015, begyndte vi det arbejde, vi kan se resultatet af nu. Hun har optimeret vores arbejdsgange, budgeter og markedsføring, fortæller Knud Bundgaard.

I forbindelse med parkens masterplan, har Aqua netop fået en støtteerklæring fra kommunen om udvidelse af parken med 26.000 kvadratmeter.