Peter Sørensen kommer sandsynligvis til at træne på Søholt i stedet for Tyrkiet i starten af februar. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SIF-spillere siger nej til at rejse til Tyrkiet

Peter A. Sørensen 

SIF-træningslejr i Belek er tæt på aflysning. Endelig afklaring ventes i dag

FODBOLD SIF’s årlige træningslejr er igen i år planlagt til Belek i Tyrkiet fra den 1.-10 februar, men meget tyder på, at den nu bliver aflyst på grund af SIF-spillernes frygt for terror.

SIF-truppen havde fredag et møde om turen, og her blev det aftalt, at man skulle snakke sammen igen mandag, efter spillerne havde vendt det i weekenden. Mandag var svaret fra spillerne, at man ikke ønsker at rejse til Tyrkiet.

- Spillerne er kommet til mig med deres bekymring over at rejse til Tyrkiet i øjeblikket. Vi kan selvfølgelig godt rejse alligevel, men spørgsmålet er, hvor stor værdi sådan en tur så vil have, siger manager Peter Sørensen.

SIF-anfører Dennis Flinta vil vente med at udtale sig, til der er truffet en endelig afgørelse i dag.

- Det er rigtigt, at der er en bekymring blandt spillerne, men jeg har ikke lyst til at kommentere mere på det lige nu, siger Dennis Flinta,

Peter Sørensen vil til gengæld godt uddybe situationen:

- Når spillerne kommer og siger, at de er bekymrede, og når antallet af bekymrede og bekymringen har det her omfang, er vi nødt til at genoverveje situationen, siger Peter Sørensen.

Han har stor respekt for spillernes holdning, men SIF-manageren har ikke helt opgivet at komme af sted.

Årsagen er, at Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til Tyrkiet, og SIF’erne skal være i et roligt område udenfor Belek.

- Det er forståeligt, at man er bekymret. Jeg tror, at mange danskere vil have en tanke omkring, hvorvidt det er det rigtige sted at rejse hen. Mange rejser ikke til Tyrkiet, men der er også mange der gør det. Og i Udenrigsministeriet henviser man til, at der er en forøget risiko ude i verden, men at risikoen set på en stor skala er meget begrænset, siger Peter Sørensen.

Manageren står med en større udfordring, hvis turen aflyses. Klubbens to sidste testkampe spilles i Belek, og udgiften til turen på 250-300.000 kroner er sandsynligvis tabt.

- Det giver nogle praktiske udfordringer og givet et stort økonomisk spild, hvis vi aflyser, men det må være det, som man kalder force majeure. For spillernes og vi andres sikkerhed er vigtige end en træningslejr, slår Peter Sørensen fast.

Selvom manageren har forståelse for spillernes reaktion, har han det ikke godt med, at frygten for terror kommer til at styre beslutningerne i et land som Danmark.

- Det handler jo om fornuft og følelse. Samtidig er det også min personlige overbevisning, at jeg ikke har det godt med at skulle knægtes af en frygt og en meget begræset risiko. Jeg er optaget af, at angsten for terrorisme er en stor del af terrorismens magt, og personligt har jeg det dårligt med at skulle knægtes af banditternes ugerninger. Men det er et personligt synspunkt, understreger SIF-manageren.