Trine Troelsen og Silkeborg-Voel har fået en forrygende start på 2017. Mandag aften blev de danske mestre fra Team Esbjerg besejret på udebane. Foto: Martin Ballund

Silkeborg-Voel pillede pynten af mestrene

Mathias Hove Andersen 

To svære udekampe har givet maksimumpoint for Silkeborg-Voel, der avancerer i tabellen

HÅNDBOLD Efter at have besejret Odense med 10 mål på udebane i årets første kamp skulle Silkeborg-Voel mandag aften prøve kræfter med Team Esbjerg, og de grønblusede gæster hentede en overbevisende sejr efter en stor præstation i Blue Water Dokken, hvor de forsvarende danske mestre måtte indkassere et nederlag på 28-31.

Sejren blev skabt efter en forrygende første halvleg, præcis som det var tilfældet på Fyn, og selvom Silkeborg-Voel havde forventet en svær start på 2017, er holdet avanceret til femtepladsen i Primo Tours Ligaen.

- Det er kæmpestort. Den havde vi ikke lige set komme. Man håber selvfølgelig på det, men der skal alligevel mere til end at tro, lød den umiddelbare reaktion fra Rikke Iversen, der straks fremhævede sammenholdet.

- Vi stoler på hinanden og holder os til trænerens koncept. Vi er også gode til at justere sammenlignet med i starten af sæsonen, hvor det var lettere at blive forvirret. Nu kender folk de forskellige roller, og man har fået tillid til holdkammeraterne. Det er en stor del af det, vurderede stregspilleren.

Efter en lige indledning fik gæsterne slået et lille hul ved stillingen 4-6, da Stine Skogrand meldte sig ind i opgøret med tre scoringer på stribe. Samtidig fortsatte Stephanie Andersen de fornemme takter fra storsejren i Odense, og Trine Troelsen fik efterhånden også gang i skudarmen. Efter godt 18 minutters spil blev topscoreren noteret for sit femte mål i kampen, og så var mestrene bagud med 7-13.

Team Esbjerg kom efterfølgende lidt tættere på, men cheftræner Jakob Andreasen fik Silkeborg-Voel tilbage på sporet efter en timeout, og efter de første 30 minutter var stillingen 11-17 til gæsterne.

I begyndelsen af anden halvleg voksede Silkeborg-Voels føring hurtigt til otte mål, og et comeback virkede derfor ganske usandsynligt. Mestrene formåede dog at skabe fornyet spænding i en periode, hvor gæsterne havde store problemer i begge ender af banen.

Med 12 minutter tilbage af kampen var stillingen pludselig 20-22, men to mål af Freja Cohrt og et enkelt af Louise Lyksborg resulterede i en femmålsføring.

Selvom hjemmeholdet kæmpede for at komme tilbage i slutfasen, stod Silkeborg-Voel distancen, og kampen sluttede 28-31 til gæsterne.

- Jeg tror faktisk, at jeg var bekymret hele kampen. Selvom vi eksempelvis var foran med fem mål, tænkte man hele tiden, at nu ville de komme tilbage. Det stressede os lidt. Vi skal nok bare stole mere på os selv, sagde Rikke Iversen.

Næste opgave for Silkeborg-Voel er en hjemmekamp mod Nykøbing, der gæster Jysk Arena onsdag 18. januar klokken 19.