Politiet advarer: Bilister laver farlige stop på motorvejen

Adam Haff 

Politiet advarer mod farlig tendens ved motorvejsafkørslen ved Balle

BALLE Vejdirektoratet og politiet advarer nu mod en farlig tendens på den nye Silkeborgmotorvej omkring afkørslen ved Viborgvej i Balle.

Den senere tid er flere bilister set holde ind i nødsporet, hvorefter passagerer stiger ud og går op til den pendler-parkering, som ligger oven for motorvejen på Viborgvej.

- Det er en meget farlig og ulovlig tendens. Nødsporet er ikke beregnet til den slags trafik, siger politiassistent Morten Kjær Andersen, politiet i Silkeborg.

Man antager, at den alternative pendler-metode skyldes, at føreren af bilen dermed undgår at skulle køre af og på motorvejen igen.

De ulovlige stop sker særligt i morgen- og fyraftenstrafikken, fortæller Morten Kjær Andersen:

- Vi, færdselspolitiet og Vejdirektoratet vil i den kommende tid have fokus på problemet, siger Morten Kjær Andersen.

Han oplyser, at hvis man opdages, så vil bilisten få en bøde på 2000 kroner og et klip i kørekortet. Den gående passager vil få en bøde på 700 kroner for at gå på motorvejen.

I første omgang forsøger myndighederne via oplysning og øget overvågning at ændre adfærden.

Men det overvejes også, om det kan blive nødvendigt at opsætte hegn, eller andre forhindringer for at stoppe tendensen.

adam