Politiet efterlyser voldelig grønlænder

Adam Haff 

Tumult mellem grønlændere ved togstationen kan være en hjælp i efterforskning af »voldelig episode«

SILKEBORG Politiet i Silkeborg beder offentligheden om hjælp med opklaringen af, hvad der indtil videre betegnes som »en voldelig episode«.

En yngre grønlandsk kvinde har anmeldt en grønlandsk mand for et alvorligt overgreb. Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke afsløre for meget.

Man har brug for at få den grønlandske mands identitet fastslået, så man kan komme videre med efterforskningen. Ledetrådene er sparsomme. Der er usikkerhed om datoen, men det var formentlig 2. januar, at to grønlandske kvinder med bopæl på Grønland røg ud i noget tumult med den efterlyst grønlandske mand. Det skete i området omkring togstationen i Silkeborg.

Nogle forbipasserende hjalp med at udrede tingene og fik parterne skilt ad. Det er disse vidner, som politiet meget gerne vil tale med. For at få bekræftet sagen og om muligt for at få så mange oplysninger om manden at man kan identificere ham, fortæller politiassistent Mette Therkelsen, politiet i Silkeborg.

Efterforskningen drejer sig ikke om 2. januar-episoden, men om den vold, som i følge den grønlandske kvinde, skulle være foregået på et tidspunkt forud for balladen ved togstationen.

Politiet vil meget gerne i kontakt med den grønlandske mand. Har man oplysninger i sagen kan man ringe til politiet på telefon 114.