Politiet ransagede lejligheder i Silkeborg

SILKEBORG Ved to ransagninger tirsdag beslaglagde politiet narkotika i Silkeborg.

På baggrund af anonyme tip undersøgte politifolkene klokken 11.45 en lejlighed i Møllegade i Silkeborg.

En 25-årig mandlig beboer blev sigtet for at have 3,6 gram hash, 0,5 gram ketamin, en ampul med to milliliter nandrolon samt en strømpistol. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af narkotika- og dopingloven - samt våbenloven.

Hos en 20-årig mand på Rylevej fandt politiet 23,54 gram ecstasy og 6,93 gram kokain. Også han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, oplyser politiet i Silkeborg.