Også i år er det elever på Hotel & Restaurations-skolen i Silkeborg

SOS Børnebyerne arrangerer: Frokost med hjerte og overskud

Susanne Niskanen 

SOS Børnebyerne i Silkeborg i spidsen for gourmet-frokost

SILKEBORG SOS Børnebyerne i Silkeborg arrangerer for andet år i træk en ægte »gourmet-frokost« på Hotel & Restaurant, Teknisk Skole Silkeborg, hvor overskuddet går til at hjælpe fattige børn.

Frokosten løber af stablen søndag den 5. februar, og har man lyst til at være med og støtte børnebyernes humanitære arbejde i Laos og Cambodja, skal man være hurtig, oplyser Gurli Hansen, som er med at arrangere frokosten.

Næsten udsolgt
- Vi har allerede solgt de første 126 billetter, og da der kun er plads til 150 spisende gæster, kan vi snart melde »alt udsolgt«, fortæller hun.

Til frokosten sidste år var alt udsolgt, og det resulterede i et overskud på godt 28.000 kroner, som gik til at hjælpe fattige børn.

De over 40 elever, der var i sving på Hotel & Restaurantskolen, brugte alle en fridag på tilberede og servere den seks-retters menu.

Vel at mærke gratis som led i deres uddannelsesprogram - og for at give deres støtte til SOS Børnebyernes arbejde ude i verden.

Eleverne er også på stikkerne denne gang, og der er igen lagt op til mad i gourmetklasse. I løbet af dagen vil der være musikalsk underholdning og lotteri med præmier.