Maria Reumert Gjerding diskuterer med indehaveren af Gårdmejereriet Hinge

Enhedslisten har debatmøde om landbruget

SILKEBORG »Har landbruget en fremtid i Danmark?«. Folketingsmedlem og landbrugsordfører for Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding, giver sit bud på et svar på det spørgsmål ved et offentligt møde i Silkeborg onsdag den 25. januar om aftenen.

Maria Reumert Gjerding mødes til debat med indehaveren af Gårdmejereriet Hinge, Evald Vestergaard, som tidligere har været formand for Økologisk Landsforening, og med Maarten Bijl fra kundebonde-fællesskabet på Blakgården ved Sminge.

- Og der er nok at tale om. Naturen og miljøet er ved at bukke helt under, blandt andet på grund af landbrugets voldsomme forbrug af sprøjtegifte og den enorme udledning af næringsstoffer. Samtidig er danskernes liv og helbred truet på grund af svineavlernes overforbrug af antibiotika, siger Maria Reumert Gjerding

Mødet holdes i Medborgerhuset på Bindslevs Plads, og alle er velkomne, oplyser Enhedslisten Silkeborg, som arrangerer mødet.