Blandt andet planerne om et højhus på Papirfabrikken har været med til at øge interessen for at investere i SIF-aktier.

Investor på storopkøb af SIF-aktier

Bjarne Gregersen 

Horsens-selskab vurderer Silkeborg IF til at være en rigtig god investering. Og det er uanset om det går op eller ned for fodboldholdet i Superligaen

SILKEBORG Investeringsselskabet Olaw W. Hansen A/S har opkøbt fem procent af aktierne i Silkeborg IF Invest A/S, populært kaldet SIF-aktien.

Købet af de 490.000 aktier skyldes dog ikke, at investeringsselskabet har en speciel tro på, at SIF ryger helt til top i Superligaen og bliver Danmarksmestre.

- Det er ikke resultaterne på fodboldbanen, vi ser på. Det har vi ikke forstand på. Men Silkeborg Invest har en række fantastiske ejendomme på Papirfabrikken, og samtidig er der flere fantastiske muligheder for yderligere byggeri. Det er baggrunden for investeringen, siger Ole Steffensen, der er direktør i investeringsselskabet.

Der er tale om en langsigtet investering i SIF, og Ole Steffensen udelukker ikke, at man senere vil købe endnu flere SIF-aktier.

- Hele Silkeborg by og området omkring er vældig interessant. Den ny motorvej har jo vist sig at generere betydelig mere trafik, end man på forhånd havde troet. Jeg vil tro at man i løbet af de næste 5 til 10 år vil se en voldsom vækst af både beboelsesejendomme og af erhvervsejendomme i Silkeborg. Hvis man så også ser på den kraftige vækst, som Aarhus oplever, og tager i betragtning, at man nu hurtigt og nemt kan komme frem og tilbage mellem Aarhus og Silkeborg, så vil det få stor betydning for Silkeborg, siger Ole Steffensen, der oplyser, at der ved aktiekøbet er givet en pæn rabat på aktien i forhold til den indre værdi, der er i selskabet, og at vurderingen er, at den indre værdi er sat realistisk.

Aktien i Silkeborg IF Invest A/S har været støt stigende gennem de seneste måneder og nåede først på ugen op og rundede kurs 10.

Olav W. Hansen A/S blev etableret midt i 1990’erne, da Olav W. Hansen solgte Hatting Bageri for et stort millionbeløb til den svenske brødgigant Lantmännen. Ole Steffensen, der via sit job som investeringsrådgiver i Jyske Bank kendte Olav W. Hansen, blev ansat som direktør, og han har siden varetaget formueplejen ved at investere langsigtet.

Det sker typisk i børsnoterede selskaber, og derfor er der ikke umiddelbart andre selskaber i Silkeborg-området, der er interessante for Olav W. Hansen.

- Men bortset fra det, så følger jeg da med i, hvordan det går SIF i Superligaen. Og som god jyde, glæder jeg mig da hver gang, de vinder over et sjællandsk hold, siger Ole Steffensen, der er fra Hou.