Kristian Pihl Lorentzen

Kristian Pihl: Venstre vil sikre biltrafik med faste fotofælder

V foretrækker faste fotofælder frem for 100 mobile fotovogne, siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen

INDLAND Fotofælder skal forbedre trafiksikkerheden, ikke skaffe penge i statskassen.

Det mener Venstre, der vil forbedre trafiksikkerheden med faste fotofælder på farlige steder frem for de 100 mobile fotovogne, som er i landet.

- Formålet med fartkontrol er at redde menneskeliv. Ikke at få penge i statskassen. Derfor advarede vi kraftigt, da S-R-regeringen i 2015 firdoblede antallet af fotovogne, siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi skeler hellere til den svenske strategi: fast monterede, ubemandede kameraer på de farlige steder i trafikken. De redder rigtig mange menneskeliv i Sverige. Den strategi vil vi forfølge.

Sidste år skaffede politiets 100 fotovogne fartbøder for 701 millioner kroner til 563.755 bilister. Det er 42 procent flere fartsyndere end i 2015 og næsten tre gange flere end i 2014.

Det skriver Jyllands-Posten med tal fra Nationalt Færdselscenter i Rigspolitiet.

I februar 2014 indrømmede daværende justitsminister Karen Hækkerup (S), at fotovognene ville skæppe gevaldigt i statskassen. Fra 353 millioner kroner i 2013 til forventede 925 millioner kroner i 2015, hed det.

Det skyldtes dels flere fotovogne, dels at S-R-regeringen sammen med SF og Enhedslisten ændrede loven, så fartbøden ikke længere går til chaufføren, men automatisk sendes til bilens ejer.

Kristian Pihl Lorentzen siger, at Danmark har købt 100 mobile fotovogne. Et udvalg fra Justits- og Transportministerierne skal byde på fremtidens trafikkontrol, påpeger han.

- Venstres holdning er helt uændret: Der er for mange fotovogne. Nogle af dem bør erstattes af disse faste, såkaldte stærekasser, som bliver monteret farlige steder med tydelig skiltning, siger Kristian Pihl Lorentzen.

/ritzau/