Emil Lyng

Tidligere SIF’er holder formen ved lige i Esbjerg

Fodbold Det blev aldrig nogen succes, da Emil Lyng i startede af denne sæson skrev kontrakt med Silkeborg IF.

Kantspilleren formåede ikke at spille sig til en fast plads på superligaholdet, og da aftalen med SIF udløb til nytår, forlod han klubben igen. Derfor er han i øjeblikket på jagt efter en ny klub, og imens holder den 27-årige Emil Lyng formen ved lige i Esbjerg, hvor han spillede fra 2013 til 2016.

- Emil har behov for at holde sig i form, indtil han finder en ny klub, og det har vi givet ham lov til. Med skader og adskillige spillere af sted med landshold kan vi sagtens bruge et par ekstra fødder, så det er til gavn for begge parter, siger Esbjergs cheftræner Lars Lungi Sørensen til klubbens hjemmeside.

Emil Lyng nåede at spille 18 superligakampe for SIF, men kun to af dem var fra start. Det var de to kampe mod Lyngby. Han kom ikke på måltavlen i efterårets superligakampe, men til gengæld scorede han i de to pokalkampe mod Aabyhøj og Skive.