En garage udbrændte totalt lørdag middag. Foto: Peter Erfurt

Ægkogning gik helt galt

Garage udbrændte totalt, da beboeren glemte, at han kogte æg. Bil og hus blev dog akkurat reddet i tide

BRAND En hyggestund i garagen endte helt galt for en ældre beboer på Frausingvej i Iller, lidt udenfor Ans.

Manden arbejdede i garagen, og havde en lille primuskoger i lokalet, hvor han kogte et par æg. Manden forlod garagen et kort øjeblik, og da han vendte tilbage blev han mødt af synet af flammer og røg.

- Han handlede hurtigt og fik bilen ud af garagen. Køretøjet blev reddet, men garagen udbrændte totalt. Der bliver ikke lavet flere æg derinde, det er helt sikkert, fortæller indsatsleder Per Jensen fra Midtjysk Brand og Redning.

Han fortæller, at ilden var faretruende nær at nå selve huset.

- Vi var akkurat hurtige, heldige og dygtige nok til at huset klarede den. Der var et udhæng ved huset, der smeltede helt væk, men ellers var det kun garagen, det gik ud over, siger indsatslederen.