Det nye campus vil få Bindslevs Plads til at ændre karakter. En plan for området blev offentliggjort for nylig.

Campus åbner med fest i fem dage

Kenneth Husum 

Campus Bindslevs Plads planlæger festival

SILKEBORG Byggeriet af en ny campus-bygning skrider frem efter planen på Bindslev Plads, og planlægningen af en åbningsfest til september er allerede i gang.

Åbningsfestivalen bliver knyttet sammen med kulturhovedstadsåret. Kulturhovedstad Aarhus 2017 støttede for to år siden Campus Bindslevs Plads.

Der bliver et tætpakket program, når Campus Bindslevs Plads er klar til åbningsfest til efteråret, oplyser projektleder René Gabs Bargisen.

- Vi mangler kun at få en række aftaler og detaljer på plads for hele ugeprogrammet, der består af både kulturelle og kreative aktiviteter fra morgen til aften for både børn, elever, studerende, forældre og borgere hele ugen. Vi har også tænkt erhvervslivet ind i en innovationsdag og højdepunktet for de fagprofessionelle bliver en stor konference med internationale forskere og oplægsholdere, siger René Gabs Bargisen.

Den fysiske campusbygning tager form, men der er også blevet arbejdet på at få skabt et godt samarbejde mellem de uddannelser og kulturinstitutioner, der står bag det nye campus.

- En ting er at bygge fysisk nyt op fra bunden på Bindslevs Plads – noget andet er at bygge samarbejdet op fra bunden mellem partnerne på tværs af uddannelse, faglighed og kultur. Det er ofte en lang og kompliceret proces for både ledelser og medarbejdere. Ikke desto mindre har udviklingsprocessen allerede vist rigtig gode resultater, siger René Gabs Bargisen, projektleder på Campus Bindslevs Plads.