VM i håndbold sluttede skuffende for Danmark søndag med nederlag i ottendedelsfinalen til Ungarn. Polfoto/Jens Dresling

Landin efter VM-nedtur: Jeg er ekstremt skuffet

Den tidligere BSV- målmand betegnede nederlaget til Ungarn i ottendedelsfinalen ved VM i håndbold som en fiasko

HÅNDBOLD De danske håndboldherrer fik slynget en kold klud i ansigtet, da det søndag stod klart, at Danmark er ude af VM i håndbold.

Ottendedelsfinalen mod Ungarn endte med et dansk 25-27-nederlag, og dermed må OL-guldvinderne fra Rio rejse hjem før en VM-kvartfinale for første gang siden 2005.

Blikket var tomt hos den danske målmand Niklas Landin, da han umiddelbart efter nederlaget satte ord på sine tanker og følelser omkring VM-skuffelsen.

- Jeg tænker ikke så meget over andet end, at jeg er ekstremt skuffet, lød det fra Landin til TV2.

På spørgsmålet om, hvad der gik galt, svarede han med stor tøven:

- Jeg ved det ikke.

- Det er svært at sige. De kom jo langt bedre ind i kampen, end vi gjorde.

- Vi kom bagud 1-4 og 2-5. Vi kæmpede os fint tilbage, men fik aldrig styr på det, for vi skulle hele tiden kæmpe for at komme op på uafgjort.

- I nogle situationer var vi decideret uheldige, i andre var vi bare for dårlige i dag.

- De (Ungarn, red.) spillede en god kamp og har en god målmand, men det er stadig en modstander, vi skal slå, sagde Niklas Landin.

Han tøvede ikke med at kalde det danske exit i ottendedelsfinalen for en fiasko.

/ritzau/