Koncert med populære Djämes Braun i Kedelhuset.

Fest og farver med Djämes Braun

Koncert med den populære duo i Kedelhuset fredag aften

MUSIK Djämes Braun spreder fest og farver midt i en mørk tid, når der fredag er koncert i Kedelhuset.

Lasse »Pilfinger« Kramhøft og Kent »Kenno« Pedersen har ramt publikum i hjertet med farverige historier og dansevenlig musik.

Duoen Djämes Braun tager nu hele deres musikalske univers med ind på Kedelhuset, hvor man kan synge med på tekster om alt fra dejlige kvinder, fire-gears Yamahaknallerter og duft af bacon.

Djämes Braun viste i efteråret, at de også har en eftertænksom side. Duoens medvirken i »Toppen af poppen« var anledning til flere legendariske øjeblikke.

Mange husker, hvordan Peter A. G. drejede »Kigger på fugle’« over på at handle om danske dialekter, og hvordan Hanne Boels udgave af »Inficeret« gjorde stort følelsesmæssigt indtryk på Pilfinger, men duoen vovede sig også ud i stille fortolkninger af de andre deltageres sange.

Men fredag aften handler det om dans og fest.