Musiker, troubadour og foredragsholder Flemming Både, der har specialiseret sig i John Mogensen-temaaftener, kommer i januar til Kragelund. Her byder aftenens program på spisning, foredrag og fællessang, inden Flemming Både spiller op til dans til nogle af John Mogensens bedste hits.

John Mogensen genoplives i Kragelund

Teaterforening og forsamlingshus inviterer til hyggelig temaaften om den folkekære sanger, der døde for 40 år siden

MUSIK Næste år er det 40 år siden, at John Mogensen døde, og i den forbindelse kommer der stort fokus på den folkekære sanger i 2017, hvor blandt andet Ole Bornedals film »Så længe jeg lever« får premiere med skuespilleren Rasmus Bjerg i hovedrollen.

I Kragelund er Teaterforeningen Krabasken og Kragelund Forsamlingshus gået sammen om en tema-aften med John Mogensen i centrum og ikke mindst hans elskede hits som »Der er noget galt i Danmark«, »Fut i fejemøget«, »Nina kære Nina« og »Så længe jeg lever«.

Aftenen finder sted fredag den 27. januar i forsamlingshuset, hvor musiker og troubadour Flemming Både vil guide tilhørerne gennem John Mogensens musikalske liv som leder af gruppen Four Jacks og senere på bunden af samfundet og sluttelig som elsket dansktop-kunstner.

Udover foredrag, musik, fællessang og dans er der også spisning programmet ved tema-aftenen. Menuen lyder på dansk bøf med bløde løg og æblekage, der skulle være John Mogensens livretter.