Foto: Colourbox

Politiet advarer mod mails »fra direktøren«

silkeborg To firmaer i Silkeborg modtog onsdag formiddag to fup-mails, som var forsøg på bedrageri.

I begge mails blev medarbejderne bedt om at overføre 19.510 euro, svarende til 150.000 kroner i runde tal, til en konto i National Westminster Bank i Birmingham.

De to mails var tilsyneladende afsendt fra firmaernes direktører.

I stedet for at sende penge af sted anmeldte virksomhederne sagerne til politiet samme dag.

I den forbindelse advarer politiet i Silkeborg om at man altid skal være på vagt, når man modtager mails, eller anden korrespondance. Selv ved henvendelser, som tilsyneladende er afsendt fra banken, eller SKAT.

IT-kriminaliteten er stærkt stigende. Nogle mails er så dårligt fremstillede, at det er åbenlyst for enhver, at der er tale om svindel. Men der findes også professionelt udformede henvendelser, som får folk til at gå i fælden, siger politiassistent Flemming Just.

Han oplyser, at de to sager er videregivet til central efterforskning i Holstebro.

adam