Så klappede fælden for efterlyst fange

silkeborg En 40-årig mand, der de seneste dage har været efterlyst, fordi han udeblev fra afsoning, blev onsdag formiddag anholdt i en lejlighed på Vestergade i Silkeborg.

Politiet bankede på døren til boligen klokken 08.30. Manden var i lejligheden, men nægtede at lukke op, så politiet måtte have fat i en låsesmed.

Han ordnede låsen og klokken 09.58 var den 40-årige anholdt uden større dramatik. Og manden blev herefter sat bag tremmer.

Han var efterlyst, fordi han ikke var mødt til afsoning af 40 dages fængsel for vold, oplyser politiet i Silkeborg.