- Vi stopper på toppen, siger konstitueret direktør Thomas Dalgaard, Silkeborg Business College. En fusion med teknisk skole skole ventes nemlig snart at falde på plads. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Business College fejrer 125 års jubilæum

Silkeborg Business College snart del af stor fusion. Ny bog fortæller skolens historie

SILKEBORG Mandag var det præcis 125 år siden, at Silkeborg Handelsskole blev stiftet.

Jubilæet fejres på flere måder, og det sker i lyset af de store forandringer, der er på vej.

- I løbet af foråret forventer vi, at fusionen med teknisk skole falder på plads, og på efteruddannelsesdelen har vi allerede længe haft et tæt samarbejde mellem de to skoler. Hermed er det slut med Silkeborg Business College og dermed handelsskolen, som vi kender den, og man kan sige, at vi stopper på toppen med 1050 årselever. Det er det højeste tal nogensinde efter en periode med fremgang i elevtilgangen, siger konstitueret direktør Thomas Dalgaard.

Flere muligheder
Hvor handelsskolen tidligere først og fremmest førte til elevplads og ansættelse på kontor eller i forretning, er mulighederne i dag noget bredere. Silkeborg Business College er både handelsskole og handelsgymnasium, og mange fortsætter på universitet og tager en videregående uddannelse. Samtidig er skolen internationalt præget med alt, hvad det indebærer, og alt i alt er der meget at være stolte af i jubilæumsåret, mener direktøren:

- Derfor skal vi da også alle være med til at fejre det. Vi har netop afholdt fredagsbar for alle elever i Sydbyhallen med taler, underholdning, pølser og øl og vand, og sidst i februar holdes der fest for alle medarbejdere med et foreløbigt hemmeligt tema. Endelig vil vi udgive en jubilæumsbog, der skal fortælle hele historien om de 125 års udvikling, fortæller Thomas Dalgaard.

Netop bogudgivelsen er for bestyrelsesformand Viggo Thinggaard et vigtigt element i jubilæumsmarkeringen:

- Vi vil gerne med denne udgivelse skabe en form for monument over en tidsepoke, der nu er slut. Handelsskolen og siden også handelsgymnasiet har udklækket rigtig mange gode elever gennem de mange år, og der er opbygget et tæt og godt samarbejde med hele det lokale erhvervsliv og lokalsamfundet i det hele taget. Vi har en forpligtigelse til at bidrage til lokalhistorien ved at fastholde den spændende beretning om skolens udvikling sat i relief til lokalsamfundets udvikling, siger Viggo Thinggaard.

For ham vil bogen være med til at sætte en værdigt punktum for en lokal erhvervsskoles virke:

- Nu er nye tider på vej, hvor der skal opbygges en stærk erhvervsskole sammen med teknisk skole, og det forventer vi os meget af. Men det gør det kun endnu mere nødvendigt at få fastholdt handelsskolens historie, siger bestyrelsesformanden.

Bogen om skolens vej fra nyetableret handelsskole i den unge nybyggerby til nutidens moderne Silkeborg Business College skrives af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen og journalist Kurt Balle Jensen. De to forfattere har sammen skrevet en række lokalhistoriske bøger, senest bogen om Silkeborg IF 1917-2017. Bogen om handelsskolen udkommer både trykt udgave og som e-bog, og den præsenteres ved at arrangement onsdag 14. juni. kh