Har du kørt på Skærskovhedevej den seneste uges tid, har du sikkert lagt mærke til det store rør, som kommer til at udgøre den nye tunnel under Skærskovhedevej. Foto: Martin Ballund

Skærskovhedevej bliver spærret klokken 18

Jesper Rosenquist 

Etableringen af ny tunnel til cykel- og gangsti spærrer Skærskovhedevej

FUNDER Fredag klokken 18 bliver Skærskovhedevej spærret af i forbindelse med etableringen af en ny stitunnel.

Den nye tunnel skal gøre det muligt for gående og cyklister at komme under den trafikerede Skærskovhedevej.

Afspærringen bliver først ophævet igen i løbet af torsdag 16. marts.

Kommunens vej- og trafikafdeling oplyser, at i mellemtiden bliver Funder Kirkevej spærret for al indkørsel, med undtagelse af cyklister, Midttrafiks busser og bilister med Funder Kirkevej som eneste vejadgang til deres bopæl.

Den vestgående trafik, fra Silkeborg mod Herning, ledes via Funder Tværvej, og til venstre ad Funder Bygade.

Den østgående trafik, fra Herning mod Silkeborg, ledes via Damgårdsvej, og til den gamle udkørsel overfor Funder Tværvej, hvor der bliver etableret en midlertidig udkørsel til Skærskovhedevej.

Rema bygger tunnel
Tunnelen bliver bygget nu, fordi den nye Rema 1000 i Funder snart står klar.

Det var et krav fra Vejdirektoratet, der er vejmyndighed i området, at hvis der skulle bygges en nye Rema 1000, så skulle der også bygges en vej under Skærskovhedevej. Regningen for tunnelen lander hos Reitan Ejendomsudvikling, som står for opførelsen af Rema-kædens butikker.

Direktør i Reitan Ejendomsudvikling, Stephan Sørensen, oplyser, at stitunnelen formodentlig står klar til at blive taget i brug om et par måneder. Hvor meget tunnelen koster, ønsker han ikke at oplyse.