Der hersker en utrolig stemningsfyldt atmosfære i den gamle arena i Verona når de levende lys tændes og forestillingen sættes i gang.

På operatur til Verona

Fem dages tur til operaens by, Verona i selskab med operaguide Morten Schønberg. Udflugter er også inkluderet 8.-12. august

Den norditalienske by Verona er centrum for denne operarejse i sensommeren, hvor vi under åben himmel i det smukke antikke teater skal overvære opførelsen af Verdis fantastiske opera »Nabucco« og Puccini´s opera »Tosca«.

I dagtimerne, når solen står højt på himlen, tager vi på udflugter til særligt udvalgte steder i det naturskønne og frodige Norditalien, der rummer et utal af kulturelle perler. Giba Travel er teknisk arrangør.

Velkommen til »Bella Italia«
Afgang fra Billund tirsdag 8. august med direkte fly (Ryanair) om morgenen med ankomst i Milano klokken 11.40. Herfra skal vi med bus videre til den smukke by Sirmione, der ligger på en landtunge, der strækker sig ud i søen.

Sidst på eftermiddagen ankomst til Verona og indkvartering på det firestjernede Hotel San Marco.

Fælles middag.

Onsdag morgen mødes vi med den danske lokalguide, der tager os med på en spændende og anderledes spadseretur rundt i hjertet af den gamle romerske by, naturligvis med besøg på markedspladsen Piazza Erbe og Julies romantiske balkon samt videre ned til Adigefloden og de mange broer, der forbinder Veronas to bydele.

Byrundturen tager et par timer, og herefter er eftermiddagen til fri disposition.

Det antikke amfiteater
Sidst på dagen mødes vi på hotellet, hvor operaguiden Morten Schønberg vil fortælle om aftenens forestilling. Vi skal denne aften opleve en af Verdis gennembrudsoperaer »Nabucco«. Operaen handler om jødernes skæbne, hvorledes de af kongen af Babylon blev angrebet, overvundet og efterfølgende tvunget i eksil.

Tidligt på aftenen tager vi hotellets shuttlebus til arenaen, hvor de slår dørene op klokken 19.30. Vi indtager vores medbragte picnic på stenbænkene.

Operaforestillingen begynder klokken 21 og den gamle romerske arena kan rumme mere end 20.000 tilskuere. Vi har unummererede pladser i arenaen og sidder direkte på de antikke stenbænke og uden ryglæn, så det vil være en god ide at tage en pude med.

Vi har valgt denne billettype, fordi det er den autentiske måde at opleve den gamle opera og stemningen på. Men man sidder ikke specielt bekvemt og kan sagtens tilkøbe mere komfortable sædetyper (se programmet for andre muligheder).

I vinens verden
Torsdag kan formiddagen bruges til afslapning eller til at kigge nærmere på vores værtsby.

Efter frokosttid kører vi ud af byen til vinområdet Valpolicella, hvor vi skal på en fantastisk rejse ind i vinens verden ledsaget af vores lokale vinekspert. Her bliver der fortalt om den traditionelle måde at producere de ædle dråber.

Vi mødes sidst på dagen igen, hvor Morten Schønberg som i går fortæller om denne aftens opera.

Tosca er fra år 1900, hvor handlingen foregår i Rom omkring år 1880.

Vi tager til Arenaen og gentager proceduren fra i går.

Italiens smukkeste park
Fredag er formiddagen på egen hånd, og om eftermiddagen kører vi syd for Verona ved Minciofloden. Her skal vi besøge den unikke park Parco Sigurtá, der i 2013 blev kåret som Italiens smukkeste park, hvilket bestemt ikke siger så lidt. Vi tager toget gennem haverne, der byder på antikke kapeller, søer med åkander og den gamle borg.

Turen fortsætter til en lille by ved flodens bred, hvor vi føler atmosfæren omkring vandmøllerne og floden, inden vi kører til bakkerne uden for byen i det lokale vindistrikt Custoza.

Vi nyder en velfortjent italiensk middag på en lokal agritur, hvor produkterne er fra egen stald, have og kælder.

Lørdag begynder turen at lakke mod enden. Vi kører efter morgenmaden til lufthavnen i Milano, hvorfra flyet letter klokken 12.05. Ankomst Billund klokken 14.10.

Pris og indhold
Prisen for denne operatur er for avisens abonnenter 7245 kroner per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 7395 kroner. Eneværelsestillæg på 985 kroner.

I prisen er inkluderet:

Fly Billund-Milano t/r

Transfers og bus under udflugterne

Fire overnatninger

Fire gange morgenmad

En middag på hotellet

En middag med 4-retters menu

Vinsmagning

2 gange picnic til forestillingerne

2 gange unummererede pladser til forestillinerne

To gange operaforedrag

Udflugter, som beskrevet

Dansk operaguide

Tilmelding til Læserklubben i Silkeborg på laeserklub@mja.dk eller på telefon 87 22 84 69.