Doghouse Cats spiller op til dans, når der lørdag er forårsjazz i Lunden. Foto: Martin Ballund

Forår i luften og jazz i Lunden

MUSIK Der er forår i luften og jazz i Lunden, når Frokostjazzen blæser til Forårsjazz med Old Boys Big Band og Doghouse Cats lørdag aften.

Old Boys Big Band har rødder i den sydlige del af Silkeborg Kommune og består i dag af over 30 aktive musikere, som spiller alt fra tuba til piccolofløjte.

På repertoiret er musik fra jazzens guldalder med navne som Mills Brothers, Andrew Sisters, Manhattan Transfers, Frank Sinatra, Billie Holliday, Elvis, Tom Jones og Glenn Miller.

Doghouse Cats er et syv-mand stort orkester, der spiller musik fra 40´erne og 50´erne.

Det sker med hatten på skrå, blankpolerede sko og en tre-mands blæsergruppe. På repertoiret er numre som »In The Mood«, »Shake Rattle and Roll«, »Just a Gigolo«, »Don´t get around much anymore« og mange flere.