Antallet af indberetninger er steget på Gødvad Plejecenter, siden de kom med i forsøg om at indberette fejl på et stykke papir i stedet for på computer. Foto: Troels Witter, Silkeborg Kommune

Forsøg resulterer i flere indberetninger på Gødvad Plejecenter

Katrine Friis Pedersen 

Personalet på Gødvad Plejecenter mærker til, at antallet af indberetninger stiger, mens de er del af forsøg om at skifte computeren ud med pen og papir

GØDVAD På Gødvad Plejecenter er det blevet lettere for personalet at indberette de mest almindelige fejl og »ikke-givet medicin«. Det skriver Fagbladet FOA.

Det har det været siden november 2016, hvor Gødvad Plejecenter som del af et forsøg fik mulighed for at indberette med pen og papir frem for på computeren.

- Det er jo ikke fordi, vi er blevet dårligere til at huske medicinen, eller fordi folk falder mere - men fordi, det er blevet nemmere at indberette, siger lokalleder på Gødvad Plejecenter Lisbeth Heberg til Fagbladet FOA.

Ud over Silkeborg Kommune er ni andre kommuner repræsenteret i forsøget.

Nye tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som Fagbladet FOA har fået trukket ud, viser en markant stigning i antallet.

I perioden november 2016 til januar 2017 er antallet af indberetninger om fald steget til 3319 fra 562 indberetninger i samme periode året forinden. Også når det gælder indberetninger af »ikke-givet medicin« er antallet mangedoblet fra 1522 til 6152 indberetninger.

Fire måneder inde i forsøget er antallet af indberetninger på Gødvad Plejecenter igen begyndt at falde.

- Det ser vi som et bevis på, at indsatsen har gjort en forskel, siger Lisbeth Heberg.

Bag forsøget er Lena Graversen, kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed. Målet med forsøget er at give ansatte og ledelse et fælles overblik over de fejl, der bliver indberettet.

- Ved at medarbejderne registrerer på papir, bliver hændelserne synlige, så man kan arbejde med forbedring med det samme, i stedet for at det går igennem en større sagsbehandling, siger Lena Graversen til Fagbladet FOA.

I slutningen af 2017 vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundheds- og Ældreministeriet, om forsøget skal gøres permanent i hele landet.