Allan Damgaard blev skadet i Tønder. Foto: Martin Ballund

BSV afventer dom over skadet profil

Mathias Hove Andersen 

Allan Damggard blev skadet i BSV’s udesejr over TM Tønder. Bagspilleren skal scannes mandag

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg er tilbage på tredjepladsen i landets bedste række efter søndagens udekamp i Tønder, hvor hjemmeholdet indkasserede et nederlag på 27-34 til BSV’erne.

- Jeg synes, vi spiller en god kamp fra start af, selvom der skal meget til. Jeg synes godt, vi kunne have været foran med mere ved pausen, hvis vi havde udnyttet vores muligheder i slutningen af første halvleg. Hele vejen igennem er jeg egentlig meget godt tilfreds, siger cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Indledningen var ganske lige, men gæsterne fik alligevel slået et hul efter et lille kvarters spil ved stillingen 5-7, hvor brandvarme Nikolaj Markussen bragte BSV’erne foran med to. Bagspilleren var meget toneangivende inden pausen med fem fuldtræffere.

Tønder formåede ikke at lukke hullet, og efter de første 30 minutter var stillingen 11-14 til gæsterne.

BSV slog hullet
Efter pausen stod der BSV på det meste, og de danske mestre fik vist den klasseforskel, som der skal være på hold i toppen og bunden af tabellen.

- Vi begyndte for alvor at score på vores store muligheder, og der blev lavet mål i alle angreb. Tønder laver også en del i starten af anden halvleg, men så begynder Søren (Rasmussen, red.) at få fat, og vi får også nogle gode situationer forsvarsmæssigt. Det gav det hul, som vi skulle bruge for at lukke kampen for alvor. Hvis jeg selv skulle have designet kampforløbet, ville jeg gerne have haft det på denne måde, siger Peter Bresdorff-Larsen.

Vase på kassen
Tønder hang på frem til 18-21, men et kvarter før tid var BSV foran med seks mål ved stillingen 19-25. Samtidig begyndte Søren Rasmussen at lukke af i målet, og gæsterne var kyniske i den anden ende.

Otte minutter før tid var stillingen 20-30, og selvom Tønder kom lidt tættere på i slutfasen, hvor BSV’erne skiftede en del ud og sendte reservemålmand Emil Vase på banen, var sejren aldrig i fare.

Kampen i Tønder sluttede 27-34 til gæsterne fra BSV.

Tvivl om Damgaard
Den eneste streg i regningen for BSV’erne var, at Allan Damgaard måtte forlade banen i første halvleg med det, der lignede en fiberskade i den ene læg.

- Vi ved ikke noget om det endnu, men der er jo noget, og vi må se, hvor slemt det er. Det er selvfølgelig ikke sandsynligt, at han spiller på tirsdag (mod GOG, red.), men vi må håbe på weekenden, siger Peter Bredsdorff-Larsen med henvisning til grundspillets sidste ligakamp på udebane mod Ribe-Esbjerg.

Allan Damgaard skal scannes mandag for at få klarhed over skadens omfang.