Morten Bruun fik overrakt en EM 9- guldmedalje (stjålet fra Bruun for et par år siden)af Johnny Mølby, da spillere, ledere og presse i dansk fodbold mandag aften i Forum-arenaen i Horsens udnævnte og hyldede årets helte på banen i det store show kaldet Dansk Fodbold Award. (Lars Poulsen/POLFOTO)

Rørt SIF-legende får EM-medalje tilbage

Camilla Abildgaard Skovmose 

Tv-kommentatoren fik stjålet sin guldmedalje fra EM i 92, mens han var på arbejde og kommenterede landskamp, men i går sørgerede landsholdkollegerne for en helt særlig gestus

SILKEBORG/HORSENS »Til dig, der brød ind i mit hus, mens jeg kommenterede landskamp: Vil du ikke levere min EM-medalje fra 1992 tilbage? Du kender jo adressen.«

Sådan skrev den tidligere landsholdsspiller og SIF-spiller Morten Bruun på Twitter sidste år på Twitter.

Et år senere har tyven endnu ikke leveret medaljen tilbage, men i går blev Morten Bruun overrasket af sin tidligere landsholdskollega Johnny Mølby.

- Værten Carsten Bang kom ned og satte sig ved siden af og spurgte til EM-medaljen, og jeg anede ingen uråd, det var først da Johnny Mølby kom ind med en medalje på en pude, det gik op for mig, hvad der skete, fortæller Morten Bruun.

Meldajlen der kom ind på puden er den 23., og sidste medalje, der blev overrakt med EM i 92 og den tilhører egentlig Jim Stjerne Hansen, tidligere generalsekretær i DBU. Medaljen skal nu sendes til UEFA, der laver en eksakt kopi til Morten Bruun, der blev tydeligt rørt over situationen.

- Årsagen til, at jeg var rørt, var ikke at få det stykke metal igen, men at nogen, har tænkt tanken og fuldført ideen, siger Morten Bruun, som også fortæller, at han har fået ubegribelig mange sympatierklæringer, siden medaljen blev stjålet.

EM-guldmedaljen var dog ikke det eneste, der blev stjålet fra hjemmet i Højbjerg. Også SIF-guldet fra 1994 tog tyven med sig.

- Det er stadig den, jeg savner mest, ikke fordi nogen skal få lavet sådan en til mig også, men jeg er 100 gange mere mester med SIF, end jeg er europamester med landsholdet, undestreger Morten Bruun.

Den tidligere forsvarsspiller er noteret for 297 superligakampe for SIF, hvilket var med til at give ham tilnavnet »Mr. Silkeborg«.